De borgerlige har ødslet overskuddet væk
Skrevet af HSL d. 04.03.2010 08:59
De borgerlige har ødslet overskuddet væk
Henrik Høegh beskriver i sit læserbrev 18. februar, hvordan kvaliteten i det offentlige skal forbedres for færre skattekroner, men uden at give én eneste løsning på problemet.
Med regeringens konvergensprogram er der lagt op til at spare 24 mia.kroner fra 2011 og tre år frem. Problematikken er nem at få øje på. Gennem 9 års borgerlig styre med høj økonomisk vækst blev overskuddet ødslet væk på skattelettelser til de velstillede danskere. Helt bevist valgte man fra regeringens side at nedprioritere den offentlige velfærd som vedligeholdelse af skolerne, forbedringer af de offentlige sygehuse og ordentlig service på plejehjemmene.
Den yderligere forringelse gennem besparelser, som regeringen lægger op til de kommende år, kommer til at ramme alle borgere, og det vil kunne mærkes hårdt.
Derfor er det også ubegribeligt, hvordan regeringen vil prøve at spare sig væk gennem den økonomiske krise, de har sat Danmark i. Henrik Høegh beskriver, hvordan " han vil have mere kvalitet i det offentlige uden at udhule velfærden".
Lad mig spørge dig, Henrik Høegh. Hvordan vil du give mere kvalitet til skolerne, der har været nedprioriteret gennem ni år, så bøgerne ikke er opdateret, it-udstyret er forældet og toiletterne, klasseværelserne og indeklimaet giver én lyst til at forlade bygningen hurtigst muligt. Det samme gælder på sygehusområdet, plejehjemmene, bibliotekerne og i daginstitutionerne.
Samtidig vokser ledigheden i alarmerende tempo. Socialdemokraterne vil fremrykke offentlige investeringer, der sætter arbejdsløse i arbejde og giver os et velfærdssystem tilbage, vi kan være bekendt.
Lennart Damsbo-Andersen ( S) MF Christiansborg 1240 København K.